Da Værløselejren blev anlagt

Fortalt af min farbroder Ejnar Olsen

Forsvarsordningen af 1909 indeholdt en bestemmelse om, at de i København garnisonerede infanterinfdelinger skulle flyttes til øvelseslejre , en i Høvelte og en i Sandholm, samt dobbeltlejren ved Værløse.
I begyndelsen af foråret 1910 købte staten gårdene Fuglebækgård og Hjorthøjgård, der ejedes af brødrene Hans og Peter Mathisen, desuden parceller fra gårdejerne Jørgen Hansen og Skandrup i Bringe. samt fra gdr. H. P. Petersen, Lerbækgård, Poul Jensens enke, P. Godfredsen, Stengården, Niels Martin Petersen, Mosedamgården og senere erhvervedes et areal på Fruegården til anlæg af et kloakrensningsanlæg, vist et af de første af sin art i landet.
Min Far fortalte herom, da han havde været til forhandling med ingeniørkaptajn Hoff om dette anlæg, at kloakvandet skulle blive så rent, at det kunne bruges til en whiskysjus; - men, bemærkede hr. Hoff, man drikker den vist ikke med velbehag.
Det var et godt terræn et bygge på, højt og fri t beliggende med vid udsigt til alle sider. I april måned begyndte man så at lægge kloak og vandledninger. En boring var blevet slået nede i mosen, og det dejligste vand vældede op herfra.
En petroleumsmotor, forbundet med en pumpe, sendte vandet op i nogle store trætønder, der var rejst på træstativer forskellige steder i lejrområdet, for der var endnu ikke noget vandtårn.
Der var en meget primitiv afdeling, hvor soldaterne kunne besørge deres nødtørft. Ude i vestre side af lejrområdet var lavet en plankeværksindhegning. Her bagved var gravet en ca. 15 m lang og ca. ½ m dyb rende, og over den, i sædehøjde, var så anbragt en planke. Det var alt og absolut lkke hygiejnisk. Rendens indhold kunne så fjernes gennem to lemme i den ydre plankeværksvæg.
I begyndelsen af maj måned begyndte man så at rejse sejldugsteltene, der hver kunne 10 mand (men med 10 mand i et sådant telt, var det ikke let at holde orden på sine ejendele; jeg prøvede det i sommeren 1917, - uha!)
Såkaldte Døckerske telte blev rejst til kontorer o.l. Det eneste, der skilte lejrområdet fra omverdenen, var et et stykke reb, fastgjort på jernpæle og trukket rundt om lejrområdet, så det var let at komme ud og ind. Desuden gik vejen fra Paradisgårdene gennem lejrområdet mellem de to teltrækker. Sidst i maj måned kom så det første hold soldater til lejren, marcherende fra Måløv st. med regimentsmusikken foran hele troppen. Det var en stor begivenhed, og mange var mødt op for at modtage.
Nu blev der liv i Byen. Forretningerne øgede deres omsætning, og overalt på veje og i de omliggende byer så man soldater. Soldaternes kostforplejning blev ledet af stabssergent N. C . Egeberg
Middagsmaden blev tilberedt i feltkøkkener (Gullashkanoner) og det skete i fri luft. Blandt de lokale forretningsfolk, der særlig fik leverancer til lejren kan nævnes købmand Jørgen Andersen i Måløv, slagtermester Burchardt i Måløv samt bagermester Petersen i Knardrup.
Hver middag spillede militærmusikken en time og samlede mange unge, civile tilhørere; ligeledes om aftenen, når der var tappenstreg, og det store 20 mands orkester gik lejren rundt, spillende først "Frederik den VIII´s Honnørmarch" og derefter "Dengang jeg drog afsted", for så at slutte af med "Retræten". Så kunne man gå roligt hjem i seng.

Soldaterne blev i lejren til oktober, da efterårsmanøvrerne var forbi. Så blev alt fjernet, og nu begyndte man at bygge de bygninger, der i det væsentlige er lejren i dag.

Først byggedes den østlige halvdel med vandtårnet på den gamle ”Lånshøj” , (Låenhøv). Vejene blev lagt om og ført rundt om lejrområdet. Tidligere gik der veje gennem lejrområdet fra begge sider hvor de dannede en korsvej, hvor admininistrationsbygningen nu ligger. Portner- og vagtbygningen var noget af det første, der blev bygget. Samtidig med vejomlægningen blev bakken ved hovedbygningen afgravet, og vejen gjort særllig bred her; hele indgangen til lejren blev herved gjort meget præsentabel.
Endnu et par år var der teltlejr i den vestlige halvdel; men året efter kunne den østlige tages i brug. Her var dejlige, nye grundmurede bygninger, og i foråret 1913 var der grundmurede bygninger overalt. Hele komplekset var efter datiden yderst tidssvarende; nu stilles der jo langt større krav til komfort.
Et så stort byggeforetagende, som Værløselejren dengang var, gav beskæftigelse til mange mennesker, navnlig da man ikke havde de mekaniske hjælpemidler, der findes på byggepladserne i dag, den brændte kalk blev læsket på stedet og hældt i jordkuler. De stakkels mennesker, der havde det job, fik huden ætset bort på på ansigt og hænder af de kalkholdige vanddampe, der fremkom, når kalken kogte op.
Peter Hansen, der ejede jorden på Kildebakken, kørte hver dag muresand til mørtelfremstillingen, og kroejer Digmann, der ejede grusgraven på ”Krolodden” (vest for Lundsdal), kørte grus til de mange lejrgader mellem bygningerne, og alt blev lavet med håndkraft.
I foråret 1913 var lejren færdigbygget, den var nu indhegnet mod et ca. 2 m. højt plankværk og med en flot gitterport ved hovedindgangen. En del beplantninger såvel inde som udenfor lejrområdet skulle siden skabe læ og hygge for lejrens beboere.
Købmand Jørgen Andersen i Måløv havde i de år, lejren blev bygget, et udsalg af de nødvendige forbrugsvarer for bygningshåndværkerne. Fra Paradisgården kørte vi hver dag mælk til Måløv station. Det var mit job i de år, og hver dag havde jeg kasser med brændevin, skrå og tobak med fra hovedforretningen i Måløv.
Øl kostede 12 øre fl., brændevin 25-30 øre fl., cigaretter 1 øre pr. stk., tobak 35-50 øre pr. pakke.
Da lejren var færdigbygget købte stabssergent Egeberg dette købmandsudsalg, byggede et grundmuret hus i stil med bygningerne inde i lejren. Der blev indrettet rigtig købmandsbutik og barbersalon.
Bagermester Petersen solgte mølle og bageri Knardrup og byggede bageri og konditori ved siden af købmandsforretningen.
Lejren var allerede helt intakt, da første verdenskrig udbrød i 1914; nu blev der for alvor brug for den, og disse fire krigsår gav store indtægter til alle, der havde forretningsforbindelser med lejren.
Det store areal, ca. 250 tdr. 1and, der udgjorde den militære øvelsesplads, gav store græsafgrøder, og i 1911 lejede entreprenør Plinius græsningen på arealet og havde ca. 300- 400 får græssende her, bevogtet af en mand og to hunde.
Det var morsomt at se, hvordan hundene kunne holde fåreflokken samlet. Under krigen 1914- 18, da der var mange soldater i lejren,
kunne man ikke have den store fåreflok på øvelsespladsen, og siden har man høstet græsset som høslæt.
Min far, Niels Madsen Olsen, var medlem af sognerådet i de år, Værløselejren blev anlagt, og var som sådan sat til at administrere de tekniske opgaver kommunen, derunder også nyanlæg og omlægning af veje o.1. Det førte til mange forhandlinger med de militære autoriteter, hvor både de kommunale og de lokale lodsejeres krav og rettigheder skulle tilgodeses. Vejen fra Paradisgården til kommunevejen fra Bringe til Kr. Værløse vedligeholdtes af de omboende lodsejere, der havde hver sin "Part". Vejen fra denne mod Kr. Værløse vedligeholdtes af de samme lodsejere med hver sin "Part" og af kommunen, som også havde et stykke.

Denne vej var omkring århundredeskiftet sammen mod vejen, der førte mod syd til Bringe (Ole Pæsens Vej). Denne vej var tidligere vedligeholdt af min far og Ole Pedersen, som var hans gode ven; nu fik kommunen også sit stykke at vedligeholde; og der blev også offentlig snerydningspligt på disse veje. Jeg kan fortælle, at de fleste af de skærver, der blev brugt til vejen rundt om lejren, blev leveret fra Paradisgården. Der var altid en stor bunke sten udenfor gården, mange favne.
Hvert forår samlede vi drenge sten på agrene. Forsynet med en sæk over den ene skulder gik vi så ager op og ager ned og samlede de sten, vi kun se, og som havde en knyttet hånds størrelse. Det blev mange læs og mange ømme rygge.
I årene før 1910 havde mine brødre gravet mange store sten op af jorden. Ved efterårspløjningen havde man en del halmviske i lommerne, og når man stødte på en sten, blev den afmærket med en halmvisk. Når så markarbejdet var tilendebragt gik man i gang med at grave stenene op, og der var mange; nogle så store at de måtte "skydes". Så blev de kørt sammen og stablet i en fin bunke oppe ved skellet til Borupgård og endte så som vejbelægning ved Værløselejren.

Ejnar Olsen 1972

 

 

eXTReMe Tracker
eXTReMe Tracker