Hvem står bag dette site?

Jeg hedder Hans Reckweg, er født på Jørlunde Overdrev i 1942, min far var af Nittebjergslægten, min mor var født i Sønderborg, under den tyske tid, og hun voksede op i det gamle kejserrige, fra hende har jeg navnet Reckweg.
Jeg har lidt erfaring i hjemmesideproduktion, i 2000 startede jeg en side om camping, og senere er der kommet flere til om forskellige emner.
På denne side finder man en række historiske artikler, om ældre tiders skik og brug på landet, skrevet af min farbroder Einer Olsen, som efterlod sig en hel del materiale, dels om min fars søskende, dels om sine iagttagelser i barndomshjemmet på Paradisgården i Kirke Værløse.
Jeg har selv taget denne idé til mig, og nedskrevet en del af mine erindringer fra min barndom og ungdom, fra min hjemegn Jørlunde Overdrev, og fra min skolegang, dels i Jørlunde, dels på Frederiksborg Statsskole i Hillerød. Min læreplads hos købmand Erik Willems i Syvstjernen og mine år som ansat på Bantex A/S er også beskrevet i et par artikler under
Historiske tilbageblik.

Jeg er gift og har tre voksne børn, og nu også 3 børnebørn. Jeg bor i Helsinge i Nordsjælland. Jeg har sidst været lagerchef i 21 år på Bantex A/S, en af sværvægterne i kontorforsyningsbranchen. Jeg er nu gået på pension, og megen tid går med at lave hjemmesider, og også komme endnu dybere ned i familiens rødder.

Jeg håber man må få et godt udbytte af opholdet på disse sider.

Helsinge i april 2007

Hans Reckweg

 

 

eXTReMe Tracker
eXTReMe Tracker