Nekselø, stedet hvor vi kommer tilbage til naturen, igen og igen.

Den 223 ha store Nekselø ligger i bunden af Sejerøbugten, det område i Danmark, der er rigest på solskinstimer og fattigst på regn. Der er 20 minutters sejltid fra Havnsø.
Der er ikke mulighed for at campere på øen. Vi benytter Vesterlyng Camping i Havnsø, eller Teglværkgårdens Camping, den sidste har også åbent om vinteren. Begge pladser ligger i nærheden af færgelejet i Havnsø.
Vil man overnatte på et hotel er Havnsø Kro og Hotel et udmærket udgangspunkt for en tur til Nekselø. Hotellet ligger i bekvem gåafstand fra færgen i Havnsø. Fra hotellets vinduer er der en storslået udsigt til Nekselø.
Nekselø kan også besøges som del af en biltur til Odsherred, da der kun er 20 minutters sejltid fra Havnsø havn.

En fantastisk natur

Nekselø er privatejet, men man er velkommen til at færdes til fods på øens veje og stier. Noget specielt for øen er at den er næsten bilfri. Hele øen blev fredet i 1951 på grund af det særprægede dyre- og planteliv. Der er ca. 25 indbyggere.
Ved øens stejle vestskrænter venter den besøgende storslåede udsigter langs øens kyst og over bugten mod Kalundborg, Stold og Røsnæs. På skrænterne gror et flor af blomsterplanter. For eksempel Soløje, Ager Kohvede og Gul Evighedsblomst. Øens tørre og solrige klima gør, at den er voksested for vilde planter, som ellers vokser i tørre steppe-egne i det sydøstlige Europa. I foråret kalder de sjældne klokkefrøer fra vandhuller og damme.
Der er to skiltede naturstier med grønne og brune pile. De grønne pile fører de besøgende rundt på sydøen og de brune pile rundt på nordøen. Naturstierne går gennem øens mest spændende landskaber og tager hver især omkring halvanden time i normalt travetempo. Stierne går ad trampestier gennem stærkt bakket terræn, så det er ikke muligt at medbringe klapvogn eller lignende. Besøgende hunde skal holdes i snor under hele opholdet på øen.
Det er ikke tilladt at færdes udenfor veje og stier i fuglenes yngletid fra  01.04. - 15.07. Det er ligeledes forbudt at plukke blomster på øens skrænter og græsgange, hvor det vrimler med sjældne sårbare planter.
Færdsel på øens græsgange sker på eget ansvar. Der er kun adgang til græsgangene gennem låger eller over stenter. Vis hensyn og tag alt affald med tilbage til Sjælland.

Vis hensyn til de fastboende, føl dig som en velkommen gæst, som gerne vil have lov at komme igen.

Nekselø i kortform:

Nekselø, (1203 Nixlæ 'den krumme, bøjede', beslægtet med neje; -ø er en senere tilføjelse), ø i Sejerø Bugt; 2,2 km2, 26 indb.(2006).
Øen, der fra 2007 hører til Kalundborg Kommune, er fredet (1951 og 1985) pga. sin specielle, artsrige vegetation.
Nekselø består af en markant bakkerække, der kulminerer i de 41 m høje Elmebjerg og Gadebjerg.
Klinterne på vestsiden har en karakteristisk steppeagtig bevoksning med buske formet af vinden.
På østkysten findes strandenge og skræntskov med mange forskellige løvtræer og ynglende klokkefrøer.
Øen er et yndet udflugtsmål med færgeforbindelse til Havnsø.
Bilkørsel er ikke tilladt på øen.

Til Nekseløbilleder

 

 

eXTReMe Tracker

eXTReMe Tracker